Sydtirol - Østrig/Italien





  • Se flere billeder.

    Klik og du får et større billede





    Efter Provence' pitoreske charme, så vi frem til igen i år at opleve de skønne bjerge i Sydtirol. Den første uge i Nauders, en lille bjergby i 1400 meters højde beliggende lige på grænsen til både Schweiz og Italien. Byen byder på masser af aktiv ferie. Vandreture i højderne, mountain biking og mange udflugtsmuligheder.

    Den sidste uge tilbragte vi i Molveno i de Italienske Dolomiter. Et fantastisk smukt sted. Søen ligger højt 800 m over havet, den er helt grøn og byen byder på masser af hoteller, restauranter og fine butikker. Det er helt klart et feriested for italienerne selv. Vi var de eneste udlændinge på hotellet, som bød på en meget fin service. Der kan lejes pedalbåde og kanoer, og har man lyst til paragliding, er stedet perfekt med en helt ny svævebane op i højderne. Det bliver ikke sidste gang, vi besøger stedet. Et herligt sted.   





    12/13 juni
                      

    En lang køretur, der gik forholdsvis fint, men meget trafik og nogle steder kø. Vi overnattede i Künzell nær Fulda. Fik en mørbrad ret med champignon sauce, kæmpeportion, måtte levne halvdelen, og så de evindelige kartoffel kroketten, men det smagte godt og fadøllet var velskænket. Trafikken lettede noget efter Würzburg på vej mod Ulm og nu kom bjergene til syne ved Füssen. Skønt syn, og snart nåede vi Nauders.
    Lejligheden er en drøm, stor og veludstyret med den skønneste terrasse og udsigt til grønne enge og snedækkede toppe.

    14. juni
    Vågnede op til solskin og klart vejr. Nauders ligger på et grønt plateau i 1400 m højde. Byen er meget charmerende, selvom her er rigtig mange hoteller og pensioner. Men husene er oprindelige med udvendigt stokværk og flotte bemalinger. Vi tog med seilbahnen op til Bergkastel, der ligger i 2200 m højde. Her startede så årets vandreture med en 2 timers tur op til Piengkopf.


    En betagende udsigt, alperoser næsten i blomst og smukke vandløb, hvor man kan sidde og nyde lyden. Her lå stadig en del sne.


    Tilbage ved bjergstationen gjorde det godt med en fadøl i solskinnet. Vi havde dog ikke fået nok i vandreskoene og gik turen ad Almwanderweg. Det første stykke med nåletræer og alperoser, her er lavet nogle fitness redskaber i naturmaterialer for hver 200 m. Men ups, da vi nåede rundt og skulle ned igen, var det ad styrtløbsbanen, det gjorde nas i de gamle knæ, så der blev zig zagget. På vej ned med seilbahnen, begyndte det at regne, og 10 min. efter skinnede solen igen.


    Vores værtinde Frau Schiller er meget hjælpsom og venlig, i aftes fik vi en lang snak på tysk (jeg aner ikke, hvor det kommer fra, det bliver hentet langt…… nede i hukommelsen), men hun var venlig og synes jeg var god til det. De fleste gæster her er hollændere (de er alle vegne siger hun), tyskere og italienere.

    Lige overfor vores hus ligger en Bauernhof, hvor der holdes masser af høns, de går frit på marken og hygger sig. I et lille gult miniature hus ved vejen kan man købe friske æg, der skal vi hen i morgen.

    15. juni
    Vejret i dag gråt lidt støvregn, men stille og mildt. Fik udforsket byen, der har hele 3 kirker. Da byen ligger opad bakken, kræver det gode ben, vi fik set 2 af kirkerne. Gik rundt i næsten tomme gader og kikkede på de fine gamle huse. I en af byens sportsforretninger købte vi lækre vandresko - sportsudstyr, det kan de her, meget nemt at blive fristet. Servicen er i top, så vi fandt de helt rigtige.

    Derefter indkøb i Mpreis, byen store supermarked, købte sydtiroler rødvin, rigtig god.
    Eftermiddagen tilbragte vi på terrassen med en god bog og en lille morfar. Efter aftensmad en lille tur ned på bauernhof, hvor vi købte lækre bio dynamiske æg. En stille afslappende dag.

    16. juni
    Turen i dag gik til Pfunds, en lille by, der ligger lige ved Inn floden, der løber gennem byen og strømmen var meget voldsom. Byen har en fin kirke og et gammelt tårn, der oprindelig stammer fra 1100 og 1500 tallet. Vi gik en tur i byen og nød de velplejede huse og haver.



    Efter Pfunds kørte vi til Schweiz, nærmere bestemt til Samnaun. Byen ligger højt oppe i 1700 m højde, og turen dertil går gennem hårnåle sving og stejle veje. Første kommer man til den oprindelige by, og 3 km længere oppe ligger Samnaun Dorf.

    Samnaun er toldfrit område, og byen er fuld af butikker med spiritus, kosmetikvarer, sportstøj og elektronik. Det er virkelig meget billigere at købe ind her, flere af forretningerne er meget lækre med mærkevarer, så der røg et par schweizer franc/kroner.


    Bortset fra shopping, ligger byen fantastisk, på begge sider stejle grønne sætere, hvor køerne græsser, jeg fatter ikke, de kan bevæge sig så stejlt. Masser af vandremuligheder og flere hoteller. Byen er også kendt som skisportssted. En god dag.

    17.juni

    Endnu en dejlig dag, Dagen startede lidt gråt, men stille og lunt. Ideelt til en vandretur. Vi tog stoleliften op til Musskopf. Herfra skulle vi nå Schwarzer See, der ligger gemt blandt grantræerne i 1700 m. højde.

    Turen går ned og op og ned igen, gennem skov og enge. Stien er fuld af trærødder og sine steder meget stejl. Pludselig kunne vi høre koklokker, og oppe på skrænten stødte vi på en flok kvier med kalve og en enkelt ungtyr.
    Den gik vi langt udenom, den var i hopla og stod og skrabede i jorden. Kalvene her dier deres mor, ikke noget med sødmælkskalve som i DK. Endelig nåede vi søen, der ligger smukt og virkelig er sort. Holdt picnic her, mens vi iagttog ænderne på søen, der var sorte/hvide troldænder og i sivene små dunede ællinger.



    Vi ville en anden vej tilbage og tog grusvejen, der gik mod Nauders. Ville dog gerne ned med stoleliften igen for udsigtens skyld, så vi oksede opad i 1 time til vi nåede bjerg stationen, godt brugte efter i alt 4 timers vandretur. Hjem i dejligt solskin til en time i liggestolen på terrassen, skønt vejr og en fin dag.


    18. juni
    Valgdag i Danmark. Det tog vi os nu ikke noget af, havde stemt hjemmefra. Fem minutters kørsel fra Nauders ligger den Italienske grænse, og lige efter kommer man til Reschensee, der er kendt for sit kirketårn ude i søen.(Se billedet øverst)

    Efter et kort foto stop her, kørte vi videre til næste sø Haidersee, eller på Italiensk Lago di Mutta. Rundt om søen er anlagt den skønneste cykel og gangsti med bænke og fuglekig kasser mange steder. Turen tog os 2 timer og var en rigtig dejlig oplevelse. I baggrunden mod syd udsigt til de høje tinder i Dolomitterne, alle snedækkede.

    På den ene side af stien ligger sø bredden, hvor der fiskes. En familie havde udflugt med fiskestang, og der var gang i grillen, så den friske fisk kunne nydes. På den anden side af stien er der blomsterenge, med græssende køer i højderne. Her var margeritter, scabiosa, vild kørvel, torskemund, forglemmigej, ranunkler og mange flere, et bedårende syn.
    Et sted et brusende vandløb, der kom helt oppe fra tinderne. Solen skinnede, luften var frisk og mange nød det skønne sted. Kan absolut anbefales, turen kan gås af alle normalt gående.

    19. juni
    Sidste dag i Nauders, og sidste tur i bjergene. Vi gik en tur over grønne enge op til et mindesmærke for de faldne i 1. verdenskrig - Schöpfwarte. Stedet ligger højt oppe på en klippe med udsigt over Inn floden, der bugter sig langt nede. Et smukt syn. Turen tog 2 timer i adstadigt tempo.


    Vi fik en lang snak med Frau Schiller, da vi ville betale for opholdet. Hun var interesseret i at høre om Danmark og gik meget op i, at vi stadig er et kongedømme. I morgen går turen videre til Molveno i Dolomiterne, håber vi har valgt rigtigt.

    20. juni
    Så startede turen til Molveno. Dagen startede med regnvejr. Men efter et kvarters kørsel skiftede vejret og vi fik solskin. Turen gik gennem frodige dale med masser af frugtplantager.


    I Merano gjorde vi holdt, fik parkeret bilen i et P hus og fandt den gamle del af byen. En elegant by med smukke platan alleer og fine velplejede ejendomme og villaer. På strøget elegante mærkevarer butikker og caféer. Vi nød en cappuccino inden turen gik videre mod Molveno.

    Lige syd for Bolzano drejede vi fra motorvejen, gennem et par små byer og så opad, opad, opad. Efter et par små bjergbyer, gik det så nedad igen og wauw, der lå søen og byen langt nede. Fantastisk syn, søen helt grøn og byen snor sig ned ad bjerget.

                      

    Vi fandt vores hotel "Charme Hotel Nevada" efter at have kørt gennem små smalle gader. Hotellet ligger skønt, højt med udsigt til søen med en dejlig have foran, der var vi heldige (eller min research var ok).
    Fik et dejligt værelse med udsigt. Da vi har halvpension, kunne vi bare nyde middagen og den gode vin og service. Hyggelig restaurant og sød betjening.



    21. juni
    I dag har vi fået byen og omgivelserne under huden. Startede med at gå ned til søen. Her er helt bedårende. Søen grøn og ren, langs med søen velplejede grønne plæner og en strand med småsten.  Her er ingen grønne højder med græssende køer, men de rå Dolomitter bjerge og granskove danner en flot ramme om stedet.

    Masser af muligheder for vandreture, søen er 12 km i omkreds, så den tur skal vi på. Fra vores altan kan vi se paragliderne der lander ved søen, og en svævebane op i højderne findes også.  Håber vi når det hele. Byen er en italiensk alpeby med smalle gader, små torve, masser af blomster og masser af hoteller. Ikke for gangbesværede, det går stejlt op og ned.

    Vi møder ikke mange udlændinge, her er flest italienske turister, stedet er nok ikke rigtig opdaget, eller ligger for afsides. På trods af det, er her fine butikker med egnens specialiteter, et sted kunne man få honning i mindst 25 forskellige varianter. Vi glæder os til meget mere. Om aftenen gik vi en tur i byens gader, på et lille torv foran kirken, var der optræden af nogle street dansere. De prøvede at få nogle børn med på ideen, det lykkedes, sjovt at se de små gå op i det med liv og sjæl.

    22. juni
    Efter dejlig morgenmad, som vi nyder hver dag i ro og mag, startede vi turen rundt om Molveno sø. Turen er 12 km lang og vi troede det var en let tur langs søen, men ------- nogle steder går man højt oppe over søen i skoven, for derefter at gå ned igen langs søen. Så det blev en lang tur tidsmæssigt, men en super flot tur.
    Nogle steder er der små klipper ude i vandet, hvor der vokser store træer, spændende.

    Andre steder fosser vandet ned fra bjergene i små vandfald, hvor søen slutter findes et stort grønt område velegnet til picnic.
    Her er advarsels skilte om at der kan komme vand fossende, det må dog være om foråret, nu var her ganske tørt.


    En meget smuk og populær tur, som efterlader nogen ømhed i benene. Den sidste del af dagen blev tilbragt med benene oppe og en god bog, inden vi skal have den obligatoriske 3 retters menu.


    23. juni
    Midsommer, som jo ikke fejres her i Italien. Vejret lovede regn og torden, så vi kørte en tur til Riva del Garda.
    Turen gik gennem en masse småbyer som Terme de Comano, Ballino og Tenno. En meget flot tur gennem flere pas og masser af hårnålesving.

    Man kører gennem en bred højtliggende dal, hvor der dyrkes majs, kartofler og jordbær (de rører ikke jorden, men dyrkes i lange kasser med plastic tag over, så regnen ikke ødelægger dem). Ned kørslen til Riva er fantastisk flot, med en milevid udsigt. Her var vejret høj sol og 29 gr. Vi gik en tur i byen, som lignede sig selv.
    Masser af turister og de sædvanlige souvenir butikker. Lidt for kommercielt. Men byen ligger flot og den italienske is er uovertruffen. Tilbage i Molveno kom regnen og tordenen med store hagl, det var dog hurtigt overstået og vejret fint igen.

    24. juni
    Vågnede op til en pragtfuld morgen. Klart vejr og solen var på vej over bjergene. I dag tog vi svævebanen op til Pradel i ca 1400 m højde. Svævebanen eller kabineliften var i sig selv en oplevelse.
    Helt ny med alle faciliteter, elevator til afgangsetagen. Flotte kabiner med polstrerede sæder.

    Udsigten ned over Molveno by på vej op er fantastisk, og søen viste sig fra sin flotteste side.
    Vi gik en lille tur deroppe, her findes restaurant, refugie, et hotel og også en overlevelsesbane i trætoppene. Lige noget for de unge mennesker.

    Efter traveturen nød vi solen fra liggestolene ved restauranten. Resten af dagen tilbragte vi i hotellets have med en god bog og så lige et smut op i byen og spise lækker is igen.

    25. juni
    Vandreturen i dag gik til nabo byen Andalo. Turen skulle være let, hvad den også var, bortset fra det første kvarter, hvor det bare gik op op op. Stien går igennem skoven og meget af tiden langs et lille vandløb. Meget populær tur, vi mødte mange. Andalo er en skisportsby i modsætning til Molveno, og det norske ski mandskab træner her.

    I Andalo var vi på vin bar, fik en dejlig Pinot Grigio fra Trentino området, oliven, soltørrede tomater og små snacks blev serveret til, lækkert. Vi gik tilbage samme vej, i alt med ophold 4 timer, en fin tur.

    Efter aftensmaden en lille tur op i byen. På torvet var der igen underholdning, musik og dans. De sang og spillede faktisk rigtig godt, alle de gode gamle evergreens. Morsomt at se, hvordan mange dansede. Bedsteforældre med børnebørn, ældre mennesker med hinanden. Små børn hver for sig, og unge mennesker dansede også, og alle var gode til det.
    Det var så fuldt af livsglæde og meget italiensk. En god oplevelse.

    26. juni
    Sidste dag i Syd Tirol, eller Aldo Adige som det hedder her i Italien. En strålende flot dag, hvor solen har skinnet og varmen er kommet. Vi tilbragte dagen med slentretur ved søen, så på livet der, spiste frokost i byen og nød solen i haven, inden vi skulle pakke til hjemturen.

    27/28 juni
    Hjemtur over Brenner passet via Innsbruck til München. Turen rundt om München tog 2 timer, masser af trafik, men vi nåede vores lille overnatningssted i Homburg inden aftensmaden.
    Hotel Linden ligger perfekt midt i Tyskland, værelserne er gode, det er roligt og maden ok. Hr Linden danser stadig rundt og hygger om gæsterne og vi mødte her mange danskere, der var på vej sydpå. Næste dag en rolig tur hjem. NU bliver det forhåbentlig sommer i Danmark.
    Til toppen