Provence/Cotes D'Azur



  • Se flere billeder.



    Grimaud  St. Tropez  Canadel

    Klik og du får et større billede


    Som lovet vendte vi igen tilbage til skønne Provence.

    Med udgangs punkt i "Plan de la Tour" en lille autentisk landsby i Masif des Maures fik vi hele pakken. Byen ligger omgivet af skove og vinmarker og består faktisk af i alt 25 bittesmå landsbyer. Mange af dem kun med nogle få huse. I selve byen er der et par mini markeder, 2 bagere, posthus og en 4/5 restauranter. Hver torsdag er der marked med dejlige grønsager, oste, krydderier, honning og vin.
    Byen ligger perfekt, når man vil udforske seværdighederne i "Var" området. Med kun 10 minutters kørsel til Sainte - Maxime er man på stranden med det samme. Hele det pulserende liv langs kysten er tæt på og med det desværre også en håbløs trafik. Men vi bliver aldrig trætte af det skønne klima, de dejlige råvarer, de smukke byer og Provences afslappede livsstil. Prøv selv.




    11/12/13 juni
    Ferien begyndte på fandens fødselsdag, der også var prinsgemalens 80 års dag.Dagen blæsende og lidt regnfuld i DK.Burghotel Münzenberg Vi ankom til vores hotel sidst på eftermiddagen, Turen gennem Tyskland til vores første stop i Midttyskland gik uden problemer, kun mindre kø ved flere uheld, altid trist at overvære. Burghotel Münzenberg ligger lidt nord for Frankfurt. Hotellet ligger for foden af en gammel borgruin i byen Münzenberg.Dejligt værelse med al komfort, og en meget venlig og hyggelig værtinde. I huset er også en restaurant med udendørs servering og allerede her kunne vi sidde ude om aftenen.

    Hotel bourgogneEfter overdådig morgenmad gik turen videre til den lille by Cuiseaux i Rhone dalen nord for Lyon. En lille søvnig typisk fransk by, der desværre var mærket af krisen med mange lukkede forretninger.Hotel Bourgogne har kun en stjerne, men fortjener helt klart flere. En imødekommende, smilende værtinde, der kun talte fransk, dejlig stort værelse og fin mad i restauranten om aften. Der er også en bar, der betjener de lokale med deres evindelige pastis.

    Plan de la tourNæste dag gik turen til vores bestemmelsessted Plan de la Tour i regionen Var lidt nord for Sainte Maxime. Snart begynder landskabet at ændre sig. Uendelige vinmarker, Rhone området er jo et kæmpe vinområde. Vegetationen ændres til pinje træer, søjlecypresser, lavendelmarker i blomst og smukke nerier i alle farver langs vejkanten.
    Vi var i god tid og nåede indkøb i Carrefour, et kæmpe supermarked, hvor alt kan fås.

    Fik checket ind og fik lejligheden, rummelig og nyrenoveret og meget roligt beliggende. Heldigvis med en overdækket terrasse for solen bager og vi har 34 gr. Holland vandt 5 -1 over Spanien i VM, overraskende, men spændende. Samtidig var der gang i petanques banerne tæt herved. Der er 18 baner og der blev spillet på dem alle, der kommenteres og råbes, sjovt at se på, det er virkelig en folkesport her.

    Fredag den 14. juni

    Plan de la TourEndnu en varm dag, morgenmad på terrassen, baguettes, juice, yoghurt og kaffe. Nu skulle byen udforskes. Den er ganske lille, men meget autentisk med små torve og små barer og spisesteder, som bliver flittigt brugt. Byen er etableret tilbage i 1792 og består af flere små bysamfund oprindelig underlagt Thoronet klosteret.
    Her er en gammel kirke og fine fontæner på de små torve. Fik brochurer og tips på turistkontoret, utroligt det findes i så lille en by, der kunne vi lære noget i Danmark. Eftermiddagen skal bruges til at blive akklimatiseret, vi skal lige vænne os til varmen.

    15. juni

    GrimaudGrimaud borgenI dag gik turen til Grimaud. Byen ligger i højderne bag St. Tropez bugten. Vi fik parkeret og gik gennem de smalle velholdte gader helt op til den gamle borgruin. Her er en storslået udsigt hele vejen rundt. Ned over byens tage, henover vinmarker og bjerge og mod syd Middelhavet med St. Tropez bugten i det fjerne. Byen emmer af Provence. Smalle gader med overdådige bougainvillea blomster i alle farver. Blomsterkrukker overalt. Små gallerier og antik forretninger fuldender denne smukke lille by.

    Kirken i La MoleEfter Grimaud kørte vi til La Mole, ville besøge det store vand reservoir, der ligger i bjergene bagved. Desværre kunne vejen kun passeres med en mere terrængående bil, så vi vendte om.

    På tilbagevejen så vi den smukke kirke i La Mole malet i italienske farver. I La Mole chapel ligger Antoine de Saint -Exupéry's familie begravet. (Ham med "Den lille prins")
    Efter La Mole en lille gåtur langs promenaden i Sainte Maxime, flot solskin, flotte lystyachter og god stemning.

    16. juni

       St. Tropez  St. Tropez  St. Tropez

    Catamaranen var til salgLidt outreret
    Turen i dag gik til St.Tropez, som jo nærmest har kult status. Vi blandede os med jetsettet på havnen, og her er sandelig også noget at se på. Sjældent store lyst yachter af alle nationaliteter, en studie i enorm rigdom. Men byen har også en anden side med små gader og torve.
    Vi spiste frokost under platanerne på byens torv sammen med de lokale. De medbringer deres madpakker og hygger sig i skyggen i middagspausen. Byen har masser af små designer butikker med temmelig outreret tøj og mange små gallerier.

    Ved havnen sidder kunstnerne med deres billeder, synd de kun maler det samme motiv fra havnen igen og igen, for nogle af dem var faktisk ret gode. En typisk turistby med høje priser og et mylder af mennesker.

    17. juni

    "A stroll" gennem byen, som det hedder i turist brochurerne. Vi tog turen gennem Plan de la Tour på kryds og tværs. Opdagede mange fine huse og detaljer.

       detalje indmuret i facaden   Plan e la Tour   Plan de la Tour
    Skulle på posthuset efter frimærker, det krævede tålmodighed. Foran mig stod en kunde, han skulle udfylde en mængde papirer og mens postdamen tastede dem ind, stod han og læste avis (den lå der til det samme). Efter signaturer og visning af pas fik han endelig sin kvittering, og jeg kunne købe mine frimærker, der var "kun" gået et kvarter. En cafe au lait på torvet under platanerne fuldendte en dejlig formiddag.

    Kapsejlads Om eftermiddagen besøgte vi den botaniske have i Sainte Maxime. Fint sted med flotte parasol pinje træer, (de kan blive 250 år gamle), mimoser, nerier i alle farver og oliventræer, men vi var hurtigt igennem. Derefter en dejlig slentretur på promenaden langs bugten. En frisk vind blæste og der var gang i alle sejlbådene, et meget flot syn. Stadig flot vejr og 26 gr.

    18. juni

    VandreturLet skyet vejr, perfekt til en vandretur. På turistkontoret fik vi en rute forklaret og et lille kort til at tage med. "Le sentier des Gorgues" hedder ruten. Den tog os gennem skove med korkege og mimoser, gennem vinmarker, hvor druerne stadig var ganske små. Vi så hvor de små nye stokke var plantet og hvor de gamle stokke stod i lige rækker fulde af lækre druer.
    Vi gik gennem små landsbyer, der kun bestod af ganske få huse, hvor vinbønderne boede. Da vi kom til landsbyen Preconil, blev vi i tvivl om resten af ruten.

    En ældre mand stod i sin have og så det. Han kaldte os hen til sig og med tegn og fagter og på fransk hjalp han os på vej, da jeg sagde tak "merci Monsieur", svarede han" avec plaisir" Madame - en galant herre og meget hjælpsom. Efter et lille rast på et stengærde, fortsatte vi turen og kom tilbage til Plan de la Tour efter en tur på knap 3 timer i et adstadigt tempo. En lille tur ved poolen blev det også til i dag, solen står jo højt, så selv kl. 17 er der dejligt og ikke så varmt.

    19. juni
    MandehyggeMarkedsdag. Liv i byens barer og restauranter og byens honoratiores sidder på række og ordner verdenssituationen, mon ikke præsident Hollande får en på hatten.

    Senere besøgte vi et plantecenter. "Botanic". Alt i smukke planter og udstyr til haven. Der var også en hel afdeling kun med økologiske og biodynamiske varer, både frugt, brød og drikkevarer og alt i kosmetik og rengøring. Spændende.

    20. juni

        Gammel fontæne    Bormes les Mimosas    

    I dag gik turen til Bormes-les Mimosas. Byen ligger op ad bjergsiden med en forrygende udsigt til bjergene og havet i baggrunden. Den blev et år kåret som Frankrigs smukkeste blomster by og det er vel fortjent. Nogle af gaderne har navne efter blomsterne. Totalt overvældende er bourgainvilleas så høje som huse, mimoser og eukalyptus overalt. Der findes 30 forskellige mimose arter i byen, deraf navnet.
    De smalle trappe gyder indbyder til op og ned ture, og gennem porte ser man små tableauer med maleriske gamle møbler og potter. Vi spiste frokost her på hotel Bellevue med flot udsigt og dejlig skygge i haven.

    JuniorsejladsPå hjemturen besøgte vi Cavalaire sur Mer, hvor de allierede gik i land den 14. juni 1944. Et mindesmærke på havnen markerer det. En rolig lidt nyere by med smuk havn og fin sandstrand. Her var der gang i optimistjollerne.


    21 juni
    Vi besøgte La Garde-Freinet, der ligger som en ø midt i Massif des Maures. Byen var oprindelig kendt for sin kork produktion, men vi så nu ikke noget til det.
    Den har undgået turistpræget, her er ingen eller meget få souvenir butikker. Byen har et smukt torv og en gammel kirke Sct. Clemens, der ligger gemt mellem byens huse.
    La Garde Freinet Ved rådhuset kan man stadig se byens gamle vaskeplads, hvor vaske karene stadig er fyldt med vand. Her var en lille hund ved at få sit lørdagsbad.
    Den gamle del af byen er meget autentisk med ganske smalle gyder og fine byhuse. Den kendte franske skuespiller Jeanne Moreau boede her og gjorde byen kendt.

    Efter besøget i skoven kørte vi til Port Grimaud. Byen er bygget på pæle for 30 år siden og er et lille Venedig.

    Flotte velholdte huse i Provence farver. På den ene side af husene indgangen med en lille have, på den anden side ligger sejl eller motorbåden fortøjet. Lækkert. Der er også en del restauranter og butikker, ja selv en kirke. Byen er bilfri, hvilket er dejligt. Vi fik en fin frokost med kanalen lige nedenfor, og udsigt til de små både, der tøffer rundt og kan lejes på timebasis. Port GrimaudPort Grimaud

    Det er lørdag aften og der festes i "Le Plan de la Tour". På torvet var der gang i musikken og på en kæmpe grill blev der grillet muslinger, alle restauranter havde fuldt hus og gaden var spærret af.
    God stemning.

    22. juni
    Lidt kultur skal man jo have, så vi kørte nordpå til Abbaye de Thoronet, et gammelt cistercienserkloster, et af tre i Provence. Da vi ville købe billetter fik vi at vide, at klosteret lukkede en halv time senere, fordi der var messe.

    I mellemtiden tog vi vin vejen til byen Entrecasteaux. Byen er fuldstændig domineret af et stort slot fra det 16 århundrede. Det har været forladt og forfaldent, indtil skotten Mc-Garvie-Munn købte det i 1974. Det er nu restaureret og der er adgang på bestemte dage. Vi var ikke heldige at få adgang, men byen er også værd at besøge.
    En meget smal gade fører til torvet foran slottet, to biler kan ikke passere. Foran slottet en smuk have i stram stil med buksbomhække.

    Tilbage ved klostret fik vi adgang og det er virkelig et smukt sted. Stramme lige linjer, flotte buer med tilpassede sten og en smuk enkelhed. Lidt af en turist magnet.

    23. juni
    St. MaximeShopping og promenade tur i Ste. Maxime. Afslapning ved poolen.


    24. juni

    Vi elsker smukke haver uanset om de ligger i Danmark, England, Italien eller Frankrig. Derfor tog vi til Rayol-Canadel-sur-Mer, der ligger vest for Cavalaire. Her ligger Domaine du Rayol, en have med forskellige landskaber fra subtroperne.
    Haven CanadelHaven
    Med begge hænder på rattet og med nerverne uden på tøjet, kørte vi dertil ad D74. Vejen snor sig op ad bjerget med dybe afgrunde. Den er ganske smal og to biler kan kun sjældent passere hinanden.
    Men på toppen venter belønningen, en fuldstændig fantastisk udsigt ud over byen, landskabet og det blå hav. Haven er ikke blomstrende og farvestrålende, den rummer planter og træer fra Californien, Australien, Sydafrika og selvfølgelig floraen ved Middelhavet. Man ender helt ned ved havet ved en lille strand, også her flot udsigt. Haven er ikke finpudset, men fremstår meget som natur.

    Frokosten blev indtaget i havens cafe, det viste dig at være ren økologi, ret dyrt og udvalget lille. Som Torben siger: "Nu gider jeg ikke spise mere salat til de priser". Men flot anrettet var det.

    25. juni
    En dejlig vandretur i omegnen af Plan de la tour.

    26. juni
    GassinGassinDet vi manglede, var byerne i højlandet bag St. Tropez. Vi kørte først til Gassin, byen ligger og holder vagt højt oppe med udsigt til alle sider. Turen dertil går ad en fin bjergvej gennem en smuk skov af kastanie træer. Heldigvis har man også her undgået de mange souvenir butikker, kun nogle få gallerier af ret høj standard.

    Derfra til Ramatuelle, der er bygget som en fæstning med meget smalle gader og yndige små torve, den ligner lidt Seillans, som vi besøgte for nogle år siden. Det var markedsdag, så parkering var et spørgsmål om tålmodighed, men det lykkedes endda uden skrammer. Gigaro strandenGigaro

    Det bedste ved dagen var dog, at vi holdt picnic ved Gigaro stranden. Jeg besøgte stranden for 30 år siden, og her er stadig lige dejligt. Det er det skønneste sted. Stranden er ikke bred, med meget ren. Den ligger lige ud til vejen med flotte vejtræer og fine villaer på den anden side. En frisk brise gav fine bølger på havet, hvor der bades og sejles i havkajak.
    Her er ikke overfyldt som ved Sainte Maxime, et virkelig dejligt sted.

    27. juni

    Store pakkedag og den sidste sol inden turen i morgen går nordpå til næste stop i Turckheim i Alsace.

    28/29/30 juni

    Hjemtur med første stop i Alsace. Hotellet, vi havde booked, ligger højt oppe i Vogeserne med en smuk udsigt over hele dalen. Det viste sig at være lidt af et kursted. Ingen nenukort men en fin fast menu. UdsigtenKirken i BispingenMange belgierne havde fundet vej hertil, hvor de nød naturen og hotellets mange faciliteter.

    Næste stop vores sædvanlige dejlige Heidehotel i Bispingen, hvor vi efterhånden er stamgæster. Nogle gode venner var også på vej hjem, så vi havde en hyggelig aften sammen i restauranten og sluttede af med champagne brunch næste dag.
    Var helt hjemme ved 14 tiden efter en dejlig og afslappende ferie i skønne sydfrankrig.


    Til toppen