Washington og New York





Klik og du får et større billede

  






Washington og New York. 2 meget forskellige byer med hver deres særpræg, begge er et besøg værd. Washington - magtens centrum repræsenterer USA's historie, og New York er byen, der aldrig sover, og som byder på oplevelser af en hver art.

Forår i Washington. Byen stod i sit smukkeste skrud med hundredevis af udsprungne kirsebærtræer. Det er en lidt mærkelig by. Downtown (midtbyen) er helt affolket om aftenen. Her findes flotte boulevarder hvor administation, finansverden, ministerier og store firmaer har til huse. Her er ingen butikker bortset fra masser af frokost restauranter og take away.Befolkningen bor i omegnen, hvor også indkøb og dagligliv foregår. Den grønne kile The Mall, der strækker sig fra Abraham Lincoln monumentet til Capitol (kongressen) er byens smukke centrum. Her står folkemængden, når USA udråber sin nye præsident, og man føler næsten man har været her før.

      

Vi besøgte Arlington kirkegården, den ligger meget smukt på den anden side af Potomac floden, vi så Kennedys grav med den evige flamme. Her ligger også Joseph, Robert og Ted Kennedy begravet, meget enkelt kun smukke sten nedlagt i jorden og hvide kors i græsset.Ved den ukendte soldats grav er der vagt 24 timer i døgnet, året rundt, vi var heldige at se vagtskiftet, det kan de, amerikanerne - meget flot.
Store mindesmærker for Thomas Jefferson, ham med uafhængigheds erklæringen og for Abraham Lincoln, er opført i græsk stil, de ligger meget smukt og er et must at se i Washington.

     

Andre mindesmærker er fra 2. verdenskrig, Koreakrigen og Vietnamkrigen. Størst indtryk gjorde det fra Koreakrigen. Statuer af soldater fra alle verdensdele er opstillet på en bund af enebær. Der er ikke noget heroisk over dem, man kan se hvor de lider. På en lang granitmurlangs statuerne, er der indgraveret ansigter og symboler fra krigen, smukt, stærkt og bevægende.

    

Langs The Mall ligger Smithsonian museerne. Her er gratis adgang for alle. Vi nåede det spektakulære Air and Space museum, der rummer alt lige fra Charles Lindberghs fly (Spirit of St. Louis)til månelandingsraketter og kapslen fra måne landingen.
Amerikas historiske museum rummer det første stars and stripes flag, meget stort, falmet og laset, men meget smukt. Vi kunne have brugt meget mere tid på museerne. Et arkitektonisk meget specielt indianer museum, hvor alt er rundt, og et meget stort kunstmuseum med moderne kunst, men som altid må man prioritere.

      

Højdepunktet var besøget ved Det hvide hus. Huset ligger midt i byen og er omgivet af en smuk park. Huset er ikke særlig stort, bestemt ikke prangende, men smukt i sin enkelhed. Vi besøgte besøgscenteret, hvor der blev vist film fra det indvendige af huset. De forskellige præsidentfruer fortæller om, hvordan det har været at bo der, og Michelle Obama byder velkommen. Fint sted.

    

Fra den pompøse banegård Union station i Washington tog vi toget gennem Maryland, New Jersey og Delaware direkte til Penn station i hjertet af New York.
Hvilket syn, når man kommer op på gaden. Et pulserende, livligt og støjende inferno af mennesker, der alle så ud til at have travlt. Masser af gule taxaer, der dytter uafladeligt, høje skyskrabere, gadesælgere og masser af take away restauranter.
Vi fik vores hotelværelse, der lå lige i smørhullet mellem 7. avenue og 33. gade. Rundt om hjørnet lå Empire State Building. I New York tager man metroen, der fungerer fint.
Vi gik turen over legendariske Brooklyn bridge, med den flotte udsigt til finans kvarterets skyskrabere. På broen har man en sjov skik med at sætte hængelåse omkring rækværket. Det er de unge nyforelskede, der på denne måde viser, at de hører sammen.

    

Det bliver let en lang opremsning af vores oplevelser, Wall street, Grenwich Village, et stille kvarter med fine forhaver og smukke byhuse. De aristokratiske ejendomme langs Central Park og selve parken, der er et besøg værd i sig selv. Vi så Yoko Onos mindesmærke for John Lennon "Strawberry fields", der ligger lige ud for Dakota bygningen, hvor han boede, selvfølgelig med ordet "Imagine" indgraveret.

Vi besøgte Guggenheim museet med den specielle arkitektur, ikke nogen stor oplevelse rent kunstnerisk, men bygningen er jo et ikon. Et besøg i New Yorks naturhistoriske museum kunne vare hele dagen, urolig flot med verdens største dinosaur skelet samling, og smukt udstillede amerikanske dyr. En sejltur forbi frihedsgudinden gav et flot kig til statuen og New Yorks skyline er fantastisk fra søsiden.

    

Størst indtryk gjorde nok det symbolske mindesmærke for 11. september. Under jorden har man lavet et stort museum, der fortæller om den frygtelige dag. Her kan man også se resterne af den stålkonstruktion, der ikke kunne holde til den varme, der udviklede sig. På en væg hænger billeder af alle de omkomne med navn, en stærk oplevelse, det er gjort med megen respekt for de efterladte.
Oppe på pladsen ligger nu to kvadratiske bassiner, hvor vandet løber ned ad sorte granitsider og ender i et bundløst hul. Rundt i kanten af bassinerne er indgraveret alle navnene på ofrene. Her er også plantet nogle rækker træer, der symboliserer nyt liv. Smukt og enkelt.
Et nyt tårn, Tower of Liberty er bygget, meget ulig de oprindelige, men højere og meget storslået.

  >  

En aften ved tusmørke var vi på besøg i Empire State building, en flot bygning med marmor overalt. Elevator til 80. etage og her skift til en ny, der bragte os op på 86. etage. Sikke et syn, her kunne vi se alle New Yorks bydele, Quens, Bronx, Brooklyn og Staten Island. Et fantastisk syn, der tager pusten fra en. Empire state building var oplyst om aftenen i forskellige farver hver dag.



En formiddag gik vi turen ad Green Line, en ny park, der er etableret, hvor der før gik en højbane. Højt over gade niveau, kan man spadsere langs de gamle spor. Meget smukt lavet, der er plantet træer og buske, lavet fine bænke og smuk stenbelægning. Her er udsigt til Hudson floden og de mange små gallerier og designer butikker, der ligger i området.Derefter op ad fifth avenue, hvor vi så den gamle Flation bygning fra 1902, der ligner et strygejern, og forbi Rockefeller center, hvor man står på skøjter hele året. Dyre butikker med designertøj og smykker og masser af limousiner, der henter og bringer.

Indtrykket af New York er mangeartet. En by med høj puls og intensitet - en by med ufatteligt rige mennesker, men også med mange hjemløse, der sover på gaden. Et multietnisk samfund med folk fra hele verden. Her er en meget høj service alle steder - i forretninger, på restauranter og hoteller. Generelt er amerikanere hjælpsomme, imødekommende, åbne og interesserede i, hvor du kommer fra, og hvem du er. Det gør det til et dejligt og nemt rejseland,som vi gerne besøger igen.




Til toppen